BARN / UNG på stutgården
Velkommen til Stutgården
Vi vil gerne byde dig velkommen til Stutgården, som er et behandlingshjem for børn og unge. På Stutgården er der 3 huse hvor der fast bor andre børn og unge i alderen 6 - 18 år.
Kastanjehuset
Akaciehuset og
Lindehuset
Stutgården er et sted, hvor man må være lige den man er, og man kan få hjælp, til det der er svært.
Husenes indretning
Hvert hus har en entre / gang hvor alle børn har deres egen plads til deres jakker og sko.
I gangen hænger et billede af alle børn og af alle de voksne, som du skal lærer at kende, og dit billede kommer også op i gangen.
I huset får du dit eget værelse. Der er din seng, dit tøj, dit legetøj og andre ting som er vigtige for dig.
I huset har alle børn deres faste pladser, når vi spiser og holder eftermiddags- eller aftensamling.
Du får også din egen plads.
Her kan du se, hvordan en spisestue kan se ud.
Husene har også en tv stue, hvor vi ser tv sammen, og hvor der også er mulighed for at se dvd film eller spille playstation.
Her kan du se en af stuerne:
Der er også flere steder i husene hvor man kan samles og spille brætspil, tegne, male osv.
Voksne i husene
Hvert hus har en afdelingsleder, og du vil møde afdelingslederen når du besøger Stutgården første gang.
I husene har børnene hver deres kontaktpædagog. Nogen gange deler man med et andet barn, og andre gange får man sin egen.
Kontaktpædagogen kommer du også til at møde inden du flytter ind. Du vil også få mulighed for at komme på besøg i huset, hvor du vil møde flere af de voksne og de andre børn.
Den dag du flytter ind, vil din kontaktpædagog tage imod dig og være sammen med dig hele det første døgn.
Stutgårdens grund
Stutgården har en stor grund, og mellem husene er der rigtig meget udenomsplads.
I haven er der gynger, sandkasse, masser af træer, hule, bålplads, steder hvor man kan cykle og plads til at spille fodbold. Børnene er rigtig tit ude og lege, enten alene eller sammen med hinanden – men altid sammen med voksne.
Her kan du se vores multibane
På Stutgården går alle børn i skole i hverdagen. De fleste går på Stutgårdsskolen, som ligger midt på grunden på Stutgården.
Her kan du se skolen hvor du skal gå:
Så velkommen til Stutgården.
Vi glæder os til at møde dig og lære dig at kende.